Fra englelyd til mord

En personlig beretning om gejsten i starten

- Det øjeblik, da Michael Kiørboes engleorkester satte i med trækbasun, trompet m.m. til Hats’ første friluftsskuespil i 2002, glemmer jeg aldrig. Den bragende lyd fra de hvidklædte engle gav oplevelsen en ekstra dimension, der fik nakkehårene til at rejse sig. Alt var nyt og uprøvet, men vi var i gang!
I omegnen af hundrede aktive havde hver især bidraget: Sypigerne under ledelse af Alexandra Demers havde fremstillet dragter til alle de 40-50, der kom på scenen, af stofrester og brugt tøj; musikerne og skuespillerne havde øvet og øvet, og mange andre bidrog med alt hvad der var brug for: borgere i byen havde bygget stellet til friluftsscenen. Tegnet af undertegnede, tag og sider syet af byens teltmager Jan Larsen. John Pedersen havde skrevet manuskriptet til stykket HAMLETH, andre havde sørget for reklame, lyd og lys, kulisser og rekvisitter, kaffe og mad, sminke, skuespillertelt og alt muligt andet. Da det 5x10 meter store fortæppe af tekstilkunstner Juliane Kronborg gled til side, var det en hel lille bys og omegns lange forberedelser, der endelig rullede af stablen. Få af os er nævnt ved navn her – alle 100 burde nævnes. For det var et fælles projekt. Fra lille Markus på tre til kulissemaler Knud på 92 – aldrig har jeg oplevet en aktivitet, hvor så bred en deltagergruppe har haft så herlige fælles oplevelser.

Jeg husker med fryd en dag kort før premieren på Hamleth, hvor skuespillerne øvede på scenen, mens sypigerne syede kostumer som rasende i forsamlingshuset, og byens linedance-hold derfor ikke kunne øve der. I stedet dansede de udenfor i det gode vejr – lige uden for vores hus, det gamle mejeri. Da jeg kiggede ud for at se hvad der skete, så jeg linedansere trampe rundt i mønstre til høj musik, men jeg så også den store pige Ea fra gøglerholdet, der kom trillende forbi på ethjulet cykel, på vej ned til de andre på scenen for at øve. Der var anderledes i Hevring den dag.

Alt lykkedes de år. Fra en spæd start i år 2000, hvor vi sad nogle få og diskuterede, hvorfor alle affinder sig med, at al aktivitet rykker fra de små landsbyer ind til de større, og hvor vi besluttede at vende udviklingen. Folk udefra kunne lige så godt komme til Hevring, som omvendt.
Det begyndte med gøglerholdet og et børneteaterhold. Hvorfor kunne man kun gå til sport og spejder herude på landet? Vi ville lave noget sjovt for børn, der ville prøve noget andet – måske for nogle, der ikke naturligt søgte de etablerede aktiviteter. Vi engagerede en lokal gøgler, Claus ’van Gagh’, de første år, og i op mod ti år optrådte De Glade Gøglere rundt omkring. Efter Claus' år blev gørlerholdet ført videre af Jan Larsen og Jørgen Rasmussen.
Inge Feldskov stod for børneteaterholdet, som hurtigt blev opslugt af det årlige friluftsskuespil for alle aldre, og hvor Inge de første år stod for instruktionen.
   

Det årlige friluftsskuespil
Gejsten fra det første friluftsskuespil holdt i en del år for de engagerede – også længere end publikumsinteressen, der år for år langsomt dalede. Der er dem, der mener, at det var svært at følge med i handlingen. I de første år, hvor vi havde så mange skuespillere med, var der en tendens til, at stykkerne blev lidt vel lange. To-tre timer er lang tid at holde på et publikum. Men sjovt var det at være med.
Der var et par gennemgående principper. For det første at alle, som ville være med, skulle der også være en plads eller rolle til. For det andet foregik stykkerne i Hevring og omegn. For det tredje, meget praktisk, skrev vi selv stykkerne. Eller rettere oftest John, der hele vejen igennem har været ’mr. Hats’, der med sin store kontaktflade som lokal journalist har været et uvurderligt aktiv – til at skaffe støtte, til at skrive stykker og få nye ideer, der skulle prøves af. Jeg har været medforfatter et par år, og skuespillerne har altid givet deres bidrag til at få scenerne til at virke. Men det var efter nogle år altid John, der øvede med skuespillerne, skrev om og rettede til, puttede nye roller ind osv.

Jeg husker bedst de par stykker, jeg selv var med til at skrive. For eksempel det om Jeppe, der vågnede i greven på Gammel Estrup’s himmelseng, med tre døtre der skjulte sig ovenpå himlen, mens forskellige bejlere efter tur kom ind fra den ene eller anden side og afslørede deres hensigter for Jeppe bag forhænget, som de troede var greven. Det var sjovt – og en udfordring for os på kulisse- og rekvisitholdet at lave en himmelseng, der både var billig, let nok til at blive flyttet ind og ud ved sceneskift, og stærk nok til at holde til belastningen fra alle dem, der besteg den! Jeg ved ikke, hvor mange der fangede, at døtrene havde samme overdrevent store, buskede øjenbryn som ridefogeden – men ideen med en sådan ’skjult’ hentydningt var sjov.