Det første Hevringholm

"Navnet skrives: Hyfringholm, Heffringholm, Høringholm, Heufringholm og Hovringholm."

Der knytter sig flere spændende historier til det gamle Hevringholm. En adelsmand - landets rigeste - mistede alt og blev dømt til hjul og stejle for majestætsfornærmelse (men stak af). En anden havde overdraget børnene godset som arv mod at bive boende sin tid ud, men kom i strid, da børnene valgte at sælge.

 

Refereret fra lærer Christian Carl Ludvig Hansens bog fra 1932
Danske Ridderborge, beskrevne tildels efter utrykte Kilder.
Bogen kan downloades gratis fra Google Books, eller afsnittet om Hevringholm læses/hentes i almindelig maskinskrift fra Lokalhistorisk Arkiv, dog uden tegningen af voldstedet (vist herunder):
http://www.rougsoe.lokalarkiver.dk/fortaellinger_pdf/Hevringholm.pdf
Nu til dags ligger Hevringholms bygninger på toppen af bakken mellem Hevring Ådal og havet.Tidligere lå Hevringholm flere hundrede meter derfra, nede i ådalen, ved vejen mellem Hevring og Vivild. Der er endnu noget bevoksning på et par af de gamle fundamenter. Det er uvist, hvor tidligt Hevringholm er blevet anlagt der.
Sin sidste form inden den blev nedrevet skyldes formentlig den rige Frantz Lykke, som ejede gården mellem 1611 og 1650. Ham og hans søn skal vi høre om senere.
I bogen, der her refereres fra, nævnes gården som Rosenkrantzernes slægtsgård:

Den første af denne stamme, som genealogierne nævner, er Hr. Erik Rosenkranz til Høvringholm, som var den første kristne mand af den slægt. Han levede på Knud den Stores tid 1014-1036 ... og gjorde med kongen selv 1032 eller senere med Stig Hvide til Bistrup, Stenalt og Bjørnholm en rejse til Rom, hvor han af paven skal have fået en krans af roser til foræring, hvilken han anbragte omkring sin hjelm og deraf fik navnet Rosenkranz. Det har næppe været en rosenkrans til at bede bønner efter, som Paven forærede ham. Den kunne han vel nok skaffe sig selv, eller har som god katolsk kristen været forsynet med, men det var ej sjældent at paverne forærede konger og fornemme Riddersmænd blomster af guld, der især fik deres værd af den velsignelse paven havde lyst over dem.

I begyndelsen af 1200-tallet ejedes Hevringholm af hr. Albert Mauritzen, Rigens Marsk (svarende til øverstbefalende for de væbnede styrker, eller krigsminister).
Han har i 1214 med de tydske Rigsstænder underskrevet det Stadfæstelses-Brev, som Keiser Frederik II gav Kong Waldemar II på Herredømmet over de Lande, som de danske Konger havde erobret sønden for Eideren.

Hans søn hed Ivar Albertsen.

Danske Atlas IV, 323 nævner en hr.  Niels Ivarsen Rosenkranz Ridder, som i Documenter af 1397 og 1407 har skrevet sig til Hevringholm. (her er nok faldet nogle generationer ud, nævner forfatteren).

I 1608 købte Eske Brock (der også ejede og ombyggede Gammel Estrup) Hevringholm. Han døde i 1625, og hans mange ejendomme blev delt mellem de to døtre. Jytte, som var gift med Jørgen Scheel, fik Gammel Estrup, og Elisabeth, som var gift med Franz Lykke til Overgård, fik Hevringholm.... og således kom Hevringholm til Familien Lykke, og Gammel Estrup til Scheelerne.
Om Franz Lykke står der:
Han kaldtes “den rige “, da han ejede alene 12 Herregårde. 1650 har han foretaget betydelige reparationer på Hevringholm eller måske endog opbygget den helt, thi hans og hans Frues våben fandtes over porten.
Ved hans død i 1655 kom Hevringholm med hans øvrige gårde til hans søn, den bekendte Kaj Lykke. Han var på den tid den rigeste og smukkeste adelsmand i Danmark. Han ejede 13 godser, og deri.blandt alene i Randers amt: Overgård, Hevringholm, Estruplund, Skovgård og Rudtgård eller Rygård. Han var så smuk, at man havde det mundheld:
“Enhver skjøn Jomfrue hun ønsker sig; Gud give, Kaj Lykke vil have mig. “
Om Kaj Lykke udnyttede sit udseende lidt for tit og ofte, eller om han blev offer for et nedrigt komplot, må enhver selv dømme om. I hvert fald fortælles, at han skrev et brev til en gift præstekone og bad om 'en gunst', som han påstod at selv det fornemste fruentimmer i landet ikke ville nægte ham. Præstekonen viste imidlertid brevet til Dronning Sophie Amalie med den formodning, at det måtte være hende, brevet hentydede til. Det kom derefter til en retssag, hvor Kaj Lykke blev anklaget for majestætsfornærmelse, hvilket svarede til højforræderi.
Man lagde proces an imod ham for “ Crimen læsæ Majestatis.“ Processen blev for højeste Ret ført på den måde, at GeneralFiskalen under ed forsikrede i Kongens Navn, at man havde et Brev, som overbeviste ham om at være skyldig i majestætsfornærmelse, men Brevet eller indholdet vilde man ikke vise, og på grund deraf blev han dømt fra Ære, Liv og Gods, alle hans store Ejendomme faldt, på 20,000 rdl. nær, som hans Kone beholdt, til Kronen, han Echapperte
(flygtede) selv, men Dommen blev fuldført på hans “Effigies” (billede), hans Våben (våbenskjold) blev sønderbrudt i højeste Rets nærværelse af Skarpretteren; et Billede af Træ blev gjort i samme størrelse som hans, foran på Brystet sad et helt ark Papir og derpå var skrevet med store Bogstaver de ord: Kaj Lykke er af højeste Ret formedelst crimen læsæ Majestatis dømt til at lide sådan Straf. Den højre Hånd og Hovedet blev hugget af (træfiguren), på et Rettersted uden for Børsen, Legemet lå nogle dage i Skarpretterens Hus, blev vist for Penge, og senere begravet under Galgen. Dette skete 1661.
Nogle uforsigtige ord i et kærestebrev - hvis det virkelig fandtes. Ville præstekonen mon hævne sig fordi han vendte sig mod andre kvinder efter hende? Var der nogen, der efterstræbte hans rigdom (kongen?) - Var det fordi der var noget sandt i hans påstand om landets fornemste fruentimmer, eller var fornærmelsen virkelig så stor blot at antyde noget om én der måske kunne være dronningen, at det skulle koste ham, landets rigeste adelsmand, livet og al hans velstand? Det er ikke til at vide. I dag ville man nok mene, at han havde en dårlig sagfører, for sagen er så tynd, at udfaldet ser ud til at være bestemt på forhånd. Der kan meget sandsynligt have ligget helt andre, for os ukendte, stridigheder bag. Det var samtidig med indførslen af enevælden, hvor kongen Frederik 3. havde brug for at vise adelen, at nu var det ham, der bestemte.
Men var han ikke stukket af, ville hans krop, ud over at miste hovedet og højre hånd, være blevet anbragt på hjul og stejle, og hovedet og højre hånd gennemboret og anbragt på stage.
Hans videre skæbne bliver der ikke fortalt om her.Se boksen om Kai Lykke til højre

Hovedgården (Hevringholm) kom til Oluf Daa. Der er også en bemærkelsesværdig historie - et voldsomt familiedrama - knyttet til det ejerskab. Igen må man selv tænke sig til, hvor meget der gemmer sig mellem linjerne.
Oluf Daa var gift med Anna Brahe, en datter af Tycho Brahe til Mattrup og Frue Birgitte Brok. De havde tre sønner, Claus, Henrik og Brok Daa, og en datter Christence.
Moderen må være død, i hvert fald udlægges i 1667 efter en højesteretsdom blandt andet Hevringholm til børnene, som deres mødrene arv.
Den ældste af brødrene, Claus, var på det tidspunkt 24 år. Henrik var endnu umyndig, og Brok havde gennem lang tid ikke givet lyd. Som sine brødre havde han gennem længere tid studeret i udlandet, som det var skik blandt adelen.
Claus Daa sælger på egne og sine søskendes vegne Hevringholm. Til stor fortrydelse for faderen Oluf Daa, der protesterede mod salget og som værge ikke ville underskrive skødet på de umyndiges vegne. Han hævdede, at han havde et brev, hvor børnene havde skrevet under på, at han kunne blive boende på gården resten af sit liv, men at, da de fik retten til gården som deres arv, opbrøde de Faderens Kammer og fratoge ham alle hans Papirer.

Forholdet mellem generationerne har ikke været det bedste.

Det er svært at vide, om sønnerne gennem udlandsopholdet havde tillagt sig vaner, der krævede en høj levestandard. De påstod, at de havde måttet leve for ikke mange penge, mens de var i udlandet, en påstand, faderen afviste som latterlig - den sum de hævder at have modtaget, kommer man ikke langt med med 4 (?) børn i udlandet, det kan enhver se. Man kan måske også læse noget ud af et af deres indlæg i højesteretssagen, hvor de beder Højesteret om at confirmere salget:
Thi først er det en stor Gaard, som intet kan drives uden mange Bønder, og dem have vi ingen Middel til at købe.
For det Andet ere vi ei heller fød til Ploug og Harve, og derefore og selv intet kan drive Jorden, saa vi udi den korte Tid vi have haft Gaarden,have mere tabt end transporteret paa den, dertil gaar der og af den til Hs. Majestæt en stor Contribution aarlig, som Gaarden allene, uden Bønder aldrig kan indbringe, hvorudaf vi lettelig i Længden kunne komme i større Skade og Fortræd, og er intet vissere at dersom vi den saaledes længere skulle have beholdt, den havde blevet Alles vores totale Ruin; saa vi hellere måtte have ønsket, at vi aldrig havde seet eller faaet Gaard, hvilket og Flere med os skal vidne.
De siger altså, at de ikke duer til at drive gård, at de ingen bønder råder over, at skatten er høj, og at den vil blive deres ruin.
I samme indlæg hævder de, at gården er i ringe stand - en længe er brændt, og resten er i dårlig stand. Hvilket forfatteren til bogen her tvivler på, al den stund at den tidligere ejer Franz Lykke i 1650 havde ombygget eller restaureret den.
Referatet i bogen er langt; det korte af det lange er, at dommen i 1668 bliver, at salget skal stå ved magt af hensyn til børnenes tarv. Kort inden dommen havde kongen beskikket Erik Rosenkranz til Rosenholm, som var 'Stiftsbefalingsmand i Aarhus' og Valdemar Daa (muligvis en farbror) til på de umyndige brødres vegne at underskrive skødet. Imidlertid vægrer Valdemar Daa sig, så kongen et år efter befaler Erik Rosenkranz at underskrive skødet alene.
Forfatteren slutter med at konstatere: Saaledes kom da Hevringholm til Hans Friis.

Det Hevringholm, som man kender i dag, er bygget meget senere, og på et helt andet sted end hvor gården lå førhen.





Her er området hentet fra Google Earth og bearbejdet i Photoshop for at fremhæve de mørke felter, der viser hvor Hevringholm lå førhen.

Kai lykke

Andre kilder fortæller hsitorien om Kai Lykke på en lidt anden måde.Lidt af Wikipedias version:

I 1656 skrev han et brev til sin elskerinde Sophie Abelsdatter, en tjenestepige på Rantzausholm. I brevet omtalte han, hvordan dronning Sophie Amalie lå i med sine lakajer. Sophie Abelsdatter blev ved Kai Lykkes mellemkomst gift med hans ridefoged på Rantzauholm – Peter Børting. Peter Børting fik kendskab til brevet. Den 1. maj 1661 afskedigede Kai Lykke ham som ridefoged på grund uregelmæssigheder i regnskabsbøgerne.

Peter Børting oplyste kongen om brevet og dets indhold. Kai Lykke tilstod sin brøde og indgik et forlig: Han skulle betale 100.000 rigsdaler. Få måneder efter flygtede Kai Lykke til Skåne, da han ikke kunne betale, og kongen rejste en retssag, der erklærede ham skyldig i majestætsfornærmelse og frakendte ham "ære, liv og gods". Da han er flygtet og dommen ikke kunne eksekveres, fremstilles en vellignende dukke, som i en skuehenrettelse (in effigie) får afhugget hånd og hoved. Lykkes våben blev ødelagt. Alle Kai Lykkes godser og rigdomme blev inddraget af kongen. 


Kai (Kaj) Lykkes kranium er ad omveje endt på Bramming Egnsuseum
Foto: Bramming Egnsmuseums jubilæumsbog 2015
Kai Lykke flygtede til Skåne. Efter 24 år, efter dronning Sophie Amalies død tillod kongen, nu Christian 5., ham at vende tilbage til Danmark. 

Dronningen selv var aktiv deltager i opgøret mod adelen og måske derfor mål for smædeskriveriet. Hun tog aktivt del i intrigekampe, også for egen vindings skyld.